Proces – Smag Festival
Fremtidig Milepæl

21. maj 2020

Smag Festival 2020

Vi lancerer Smag Festival og åbner byporten til en unik sammensætning af oplevelser omkring mad og drikke i Ribe henover 2 dage.

– At skabe en festival

Proces og dagbog

Det kræver vanvittigt meget at stable en festival på benene. At få idéen er den mindste opgave, og netop derfor synes vi det er interessant at dele processen fra idé til endelig lancering i 2020.


Herunder ses løbende vore opdateringer. Den første store milepæl er vores beta test af formatet onsdag d. 29. maj 2019.

29. maj 2019

Smag Festival – Beta test

Vi tester formatet gennem en éndags-betafestival. Her er planen at blive klogere på relevansen, efterspørgsel og et hav af praktiske ting. At have mulighed for rent faktisk at teste et projekt af denne størrelse, før den egentlige lancering i 2020, er fantastisk, og noget vi regner med at lære en helt masse af!

4. april 2019

Udvalget af Talks, dybt vand og praktikken omkring en scene

Vi har de seneste dage haft meget af vores fokus på at sammensætte indholdet til scenen. Altså få samlet den gruppe af talere vi synes kunne være interessante at præsentere. Vi er tæt på at være der. Men hold op hvor kan det være udfordrende at finde det rette mix. Og dernæst finde de talere som både kan inspirere, underholde og levere relevans til Smag.

At vi idag kunne dele nyheden om at vi får besøg af Ølsnedkerens grundlægger, Simon Toft, på scenen var stort. Og vi glæder os rigtigt meget til at løfte sløret for de kommende talere. Og lige efter al den positive energi der kommer ud af at få indholdet til scenen på plads, rammer behovet for praktik. Sandheden er, at vi pt. ikke ved noget om scener, eller hvordan vi får et setup stablet på benene som kan håndtere talks. Og netop det, er toneangivende for vores arbejde med Smag.

Vi tror på at det vi vil nok skal lykkes. Og så springer vi ud i det. Det suger i maven, og giver til tider en søvnløs time mere end ønsket. Men sådan er det når man skaber. Tror vi! Vi lærer ihvertfald helt abnormt meget af at udvikle festivalen, og det er faktisk en fed følelse, at vi slet ikke ved hvordan dagen imorgen ser ud. Dét man får tilbage ved – sommetider – bare at springe ud tingene med fokus på det overordnede mål man synes at ane ude i horisonten, er rå energi. Sådan er det hos os ihvertfald.

3. april 2019

Pluk selv festival og relevans

Vi har så småt åbnet op for salget af de enkelte indslag. En central del af måden vi gerne vil arbejde med Smag på, er at man som gæst og deltager selv kan sammensætte sit program. Det betyder at du ikke – som på mere klassiske festivaler – køber en dyr adgang til hele festivalen, uanset om du måske kun finder halvdelen af indholdet interessant.

Istedet er dét at deltage i Smag gratis, hvilket det for altid vil være, men du har muligheden for at købe billet til enkelte af de mange indslag som foregår under festivalen. Vi synes selv det er ret smart. Både fordi det er fleksibelt, men også fordi man så kan “nøjes” med at købe adgang eller plads, til netop de ting man finder mest interessant. Og til sidst står vi med noget som er relevant for mange flere mennesker.

Det betyder meget for os, at vi tør gentænke festivalformatet, og det er vigtigt at vi hele tiden gør en indsats for, at Smag på én og samme tid favner bredt, men også har et fint håndplukket program. Det er en udfordring, men vi er sikre på at netop den måde at sammensætte en festival, skaber grobunden for en succes.

2. april 2019

Radio interview hos VLR

Vi var her til morgen i radioen hos VLR i Esbjerg, for at fortælle lidt mere om hvad Smag Festival egentlig er. Vi talte både om “nørdeskala” og hvad vi gerne vil med beta’en d. 29. maj 2019. På trods af de mange ord, kom der dette relativt korte interview ud af det 🙂

Link til Soundcloud

1. april 2019

Manglende tilbagemeldinger fra inviterede

Vi har efterhånden inviteret en relativ lang række af potentielle udstillere. Og vi må indrømme, at det overrasker os, at nærmest ingen har vist livstegn. Ganske få, udover de som allerede har takket ja, har endda taget sig tid til at skrive et svar tilbage, med et pænt nej tak.

Et interessant faktum er, at stort set alle de som vi har talt med omkring at afvikle workshops og talks på scenen, har takket ja med det samme. Men smags-udstillere er åbenbart noget sværere at få ud af busken! 🙂 Vi håber at det skyldes positiv travlhed, og noterer os, at i 2020 skal vi evt. kigge bredere efter udstillere, og måske inviterer i meget god tid.

31. marts 2019

Vi leder efter 3 lokale restaurationer som hver vil give sit bud på en unik Smagsmenu

Ja, netop. Smag har fra starten handlet om at aktivere hele byen, ja endda gerne et større geografisk område. Derfor har vi idag gjort klar til at invitere en række restaurationer ind til, at lave deres bud på en unik Smagsmenu som kun kan fåes på festivalen. Vi har plads til 3 restaurationer, og vi glæder os helt vildt til at se hvem der er klar på udfordringen.

Invitationerne sendes som nævnt ud imorgen, men hvis du kender nogen der burde være ekstra opmærksomme på netop dette, kan man tilmelde sig lige her.

30. marts 2019

Vi leder efter frivillige til at hjælpe med at skabe festivalen

Det er et helt enormt stort arbejde at stable et setup som Smag Festival på benene. Derfor er vi idag begyndt at søge frivillige som vil hjælpe os. Vi krydser fingre for at vi kan samle et godt hold, som kan se værdien i det at være med. Fingers crossed! 🙂

Hvis man ønsker at melde sig under fanerne kan det gøres lige her.

28. marts 2019

Opdatering af programmet

Vi har åbnet op i programmet, så man kan se hvad der er på vej ind i programmet, og hvilke udstillere, talere m.m. vi pt. har inviteret. Vi har inviteret mere end 20 forskellige, men ikke fået den store feedback tilbage endnu.

27. marts 2019

Artikel i JV.dk

Jyske Vestkysten har skrevet en fin artikel om Smag, og vi er blevet kontaktet af et par radiostationer som gerne vil interviewe os. Det er fedt når medierne lægger mærke til os, og vi vil hellere end gerne fortælle omkring festivalen.

Artiklen i JV.dk kan læses lige her: https://www.jv.dk/esbjerg/Ny-festival-Smagen-af-Vestkysten-skal-samles-i-Ribe/artikel/2700080

25. marts 2019

Udvikling og drejebog for workshops

Der er masser af sjov forbundet med udviklingen af workshops. Men det er også hårdt arbejde. Der er et hav af detaljer der skal tænkes igennem, og et flow for de deltagende der skal fungere.

Store dele af dagen, er gået med netop at få startet op på konkrete workshops, samt samlet endnu flere kontakter til den voksende liste af “ønske-udstillere”. Derudover er vi begyndt at kigge på hvordan vi får et korps af dygtige, frivillige på plads, som kan hjælpe med at løfte opgaven når alt skal klappe til BETA.

23. marts 2019

Åben for ansøgninger

Idag har vi åbnet op for at man kan ansøge om at blive Smagsudstiller. Det er en vigtig milepæl for os, og vi glæder os helt enormt til at arbejde med et konkret program for festivalen.

Interesserede kan ansøge om at blive udstiller, lige her.

21. marts 2019

Workshops under udvikling

Vi tror på at de bedste oplevelser er involverende. Derfor er det vigtigt for os, at vi får udviklet en række workshops, hvor man som festivalgæst er en aktiv del. Vi kigger på flere ting, såsom Gourmethotdog Akademiet, Mad over bål, Succes med Is, m.fl. Workshops som både er sjove, lærerige, og som til sidst giver alle deltagere noget lækkert at smage på. Vi er ret sikre på at det bliver virkelig godt!

20. marts 2019

Første stille åbning

Vi åbner stille og roligt en midlertidig hjemmeside, samt vores Facebook side. Hensigten er at få interesserede mennesker involveret, og ikke mindst åbne vores proces frem mod første milepæl, Smag Festival BETA i maj 2019.

19. marts 2019

Invitation af de første udstillere og talere

De første udstillere og talere fra vores ønskeliste bliver i disse dage inviteret. Vi er spændte på at høre tilbagemeldingerne, og ikke mindst at se hvordan programmet for betaen begynder at forme sig.

2. februar 2019

Tilladelser hos kommunen

Vi er hårdt fokuseret på at få de fornødne tilladelser fra kommunal side for at kunne stable den festival på benene som vores ambitioner rammesætter. Der er grønt lys til BETAen i maj 2019 sammen med Ribe Handelsstandsforening, men vi skal have en helt masse praktik til at gå op i en højere enhed for at den egentlige 2020 lancering kan lykkes.

8. januar 2019

Smag Festival BETA sammen med Ribe Handelsstandsforening

Sommetider falder selv enormt vigtige ting på plads af sig selv. Ribe Handelsstandsforening har taget kontakt til os, og åbnet op for den mulighed at køre en BETA på Smag Festival i maj 2019, som et led i det store, årlige Ribe By Night arrangement. Efter meget lidt betænkningstid har vi valgt at takke ja.

25. oktober 2018

Hvorfor er der ikke en mad- og smagsfestival i Ribe?

De første spæde tanker og idéer begynder at forme sig, mod det der idag begynder at tage form som Smag Festival.